Krigen Nordenfjelds 1718
Af en Deltager, Johan Wilhelm Klüver, Kaptein
Efter «Ny Minerva» II s. 19-73 Kjøbenhavn 1806 Et Øievidnes Beskrivelse over den svenske Armées Tog under Generallieutenant Armfelts Commando, som indfaldt ved Steene Skandse udi Tronhiems Stift, den 12 September 1718
Stikkord og sammendrag
Krigen begynte i 1709
Førend jeg begynder at skrive noget om den svenske Armées Indfald i Trondhiems Stift, vil jeg melde noget om det, som passerede her nordenfields, fra den Tid, at Krigen begyndtes 1709 imellom begge Kongeriger Danmark og Sverrig, udi sal. Høilovlig Kong Friderik den Fierdes, og sal. Høilovlig Kong Carl den Tolvtes Tider.
Grenseposter ble da satt ut på Røros og Stene skanse i Værdalen.
Der blev da, efter nu sal. Generalmajor von Heinen, som den Tid commanderende Chef Nordenfjelds, hans Foranstaltning, ordineret Posteringer paa Grændserne, nemlig paa Røraas Kobberværk og Steene Skandse, og det likesom Conjuncturerne det utfordrede, somme Tider var paa benævnte Røraas henlagt 3 a 400 Mand Soldater med en Stabsofficeer og behørige Subalterne dertil, somme Tider, og vel mindre, alt efter Tidernes Beskaffenhed, paa Steene Skandse likesaa 200 Mand, mer og mindre efter Fornødenhed.
Løytnant Gotsche ledet 20 norske soldater på ski og tok en svensk vakt i Jemtland til fange.
Om Vinteren 1710 i Martii Maaned blev Hr. Lieutenant Peder Gotsche af det første Tronhiemske (Regiment) udcommanderet fra Steene Skandse med 20 Mand, at marschere paa Skier over Jemtelands Field til Skovstuen, hvor en svensk Vagt af en Underofficeer og 12 Mand var posteret, samme Vagt attaqverede bemeldte Lieutenant , og efter nogle Skortser (?) paa begge Sider og 5 Mands Forliis, bemestrede sig Vagten og tog den fangen, som mistede deres Underofficeer og 3 Mand døde, de øvrige 9 Mand bleve fangne og førte til Steene Skandse, og videre til Tronhiem; over denne Action og Lieutenantens førte Conduite blev han allernaadigst gratificeret med Capitains Caracter.
Oberst Budde reiste i 1711 med 2. Tronhjemske regiment til Holsten.
Fra 1700 var ett infanteri-regiment og ett dragon-regiment i Trondhjems stift. Dragonregimentet hadde blå uniformer med hhv. hvite og røde oppslag og sløyfer.
Infanteriregimentet ble i 1710 omorganisert til to regimenter, hvert med 12 kompanier à 120 mann. Oberst Lemfort ledet det første og oberst Budde det andre.
Oberst Lemfort døde i 1711 og ble etterfuldt av oberst Hjort som kom fra Brabant hvor han ble forfremmet fra oberstløytnant. (Brabant er i dag en del av Nederland og nordlige deler av Belgia. Forfatteren var i Brabant fra 1706 som kadett.)
Hjort nøt stor respekt hos de allierte generaler prins Eugen og hertugen av Marlborough under krigen mot Frankrike.
I 1714 døde generalmajor von Heinen – kommandant for troppene i Trøndelag – og ble etterfulgt av brigader Halche.
1711 om Foraaret bortmarscherede Hr. Oberste Budde med sit nye afdeelte 2det Tronhiemske Regiment til Holsteen. Tilforn var ikkuns et Regiment Infanterie og et Regiment Dragoner udi Tronhiems Stift, det første bestod af 10 Compagnier staaende og munderede, med 5 Compagnier Reserve, som 1700 blev oprettet, og bestod da Compagnierne ulige, somme til 200 Mand, og endel noget mindre, alt efter Districternes Beskaffenhet,
– Deet sidste bestod af 6 Compagnier munderede Dragoner af blaa Couleur, og hadde den ene Esqvadron hvide opslag med hvide Sløifer paa begge sider av Knaphullerne, og den anden Esqvadron røde opslag med røde Sløifer, hvert Compagnie bestod af 100 Heste med tilbehør; men 1710 bleve de 15 Infanterie-Compagnier deelte udi 2de Regimenter, og hvert Regiment i 12 Compagnier, og hvert Compagnie 120 Mand, Hr. Oberste Lemfort beholdt det første, og Hr. Oberste Budde det 2det nye afdeelte Regiment.
– 1711 døde Oberste Lemfort, udi hvis sted allernaadig avancerede samme aar den ved de udi Brabant staaende danske Tropper Hr. Oberstlieutenant Severin von Hiort, til virkelig Oberste, en Cavalier af stor Conduite og Hurtighed, som stod udi stor Estime hos de høiberømmelige Generaler over den allierede Armée, Prinds Eugenius og Duc de Malborough, hvilke udi de tider vare de tvende store triumferende Generaler udi Tydskland, Brabant og Flandern.
Samme Oberste von Hiort var (da jeg udi Aaret 1706 kom til Brabant i Tieneste under de danske Aurilliærtropper og ved det siællandske gevorbne Regiment under Hr. Oberste Doneps Commando, engagerede mig udi mit syttende Aar som Cadet ved Hr. Oberstelieutenant Mons Krags Compagnie) Brigademajor over den hele allierede Armée, forrettede samme Tieneste med en stor hurtighed og Adresse, at rangere Arméen en Ordre Batalje, og især distingverede han sig udi Bataljen for Malplaqvet den 11 September 1709, at han udi saadan hast regulerede Battaillonerne hver paa sin post, og hvorledes enhver skulde secundere hinanden, naar Attaqven gikk an: samme historie udviser nok hva for en blodig Batalje det var fra Klokken 4 om morgenen til Eftermiddagen Klokken 3, førend den franske Armée blev dreven af sine dobbelte Tranchementer, og forceret at rømme Felsten med videre; meerbemeldte Hr. Oberste Hiort holdt og som Brigademajor en accurat og regulair Journal over alle ved Arméen værende Nationers Tropper, deres Commando Tour og Detaille udi alle Krigs- Occasioner, proportionaliter over Officerernes Tour og de Gemenes Qvantum.
– Udi de Aaringer 1712, 1713 og 1714 passerede intet Mærkværdigt Nordenfields.
– Posteringen continuerede paa Røraas Kobberværk og Steene Skandse. Udi sidstbenævnte Aar døde den udi Tronhiem commanderende Generalmajor von Heinen, hvilken sal. Herres Liig blev ført til Skibs til Rostock; udi hans sted blev Commandoen overdraget Hr. Brigadeer Halche, Oberst over det tronhiemske Dragonregiment.
I 1715 ble 360 mann av første trondhjemske regiment kommandert til Danmark hvor noen var med den danske armé i Pommern, andre i marinen ledet av Tordenskjold.
1715 i Januarii blev efter høi kongelig allernaadigst Ordre commanderet 30 Mand pr. Compagnie af det første tronhiemske Regiment, som beløp tilsammen 360 Mand, tilligemed Hr. Capitain Frants Bruun, og Hr. Lieutenant Anders Tønder, med behøvende Underofficerer, samtlige at marschere til Danmark, hvor de, tilligemed de af de søndenfjeldske Regimenters commanderede, bleve emploierede, endeel ved de danske Regimenter, nemlig et compagnie Nordmænd ved hvert af de Regimenter, og de øvrige deelt til Compagnier, hvoraf fire stødte til Hr. Brigadier Buddes Regiment, som den tid var med den danske Armée udi Pommern, hvor Beleiringen skede for Stralsund, og Attaqven paa Landrygen. Endel av disse commanderede norske Compagnier vare og paa Flaaten ordinerede, hvor de især her udviste deres gamle Nordmands Trofasthed og Courage under den tapre Admiral Tordenskiolds Anførsel saavel udi Dynekilden, som for Marstrands Erobring, hvilke Actioner ere noksom bekiændte.
I mars 1716 flyttes flere kompanier til Holtålen, blant disse major Frants Bruuns kompani, hvor forfatterens far var premierløytnant og forfatteren sekondløytnant.
1716 i Martii blev de langtfraliggende Compagnier her udi Tronhiems Stift beordrede at opbryde af deres Qvarterer, og marscherede Hr. Oberstlieutenant Emahausens og Capitain Kreybergs Compagnier til Holtaalens District, straks nedenfor Røraas, at contonere, og Hr. Major Frants Bruuns Compagnie, hvorved min nu sal. Fader var Premier-Lieutenant, og jeg var bleven Secondlieutenant, efter at jeg 1715 var kommet hiem fra den brabantske Krigstieneste, og Hr. Capitain Emahausens Compagnie kom til Selbo at contonnere.
16. april forlangte Oberstløytnant Catterbach på Røros at de tre kompanier i Selbu og to i Holtålen kom ham til unnsetning, da hans patruljer hadde sett svenske tropper på marsj til Røros.
Her nevnes offiserenes meritter i tidligere kriger; kaptein Emahaus i Brabant 1706-11 forfatterens far, premierløytnant Johan Wilhelm Klüwer, i Gyldenløves krig 1674-, bl.a. angrepet på Uddevalla hvor general Magnus de la Garde nær ble fanget, men unnslapp i underbuksene.
Den 16 april ankom en Expresse fra Hr. Oberstlieutenant Catterbach, som med 400 Mand Commanderede laae paa Røraas, at beskytte Kobberværket, hvori han skriftlig forlangte, at de trende Compagnier udi Selbo maatte tilligemed de tvende udi Holtaalen liggende Compagnier, straks komme at secundere ham, saasom hans udsendte patrouiller hadde seet et stærkt Corps Svenske paa Fieldet, som marscherede lige til Røraas. Hr. Capitain Emahausen, som Capitain nærværende, saasom Hr. Major Frants Bruun endda var udi Danmark, lod samle de subalterne Officerer, nemlig min fader, som ældste Premier-Lieutenant, Premier-Lieutenant Peter Bruun, Second-Lieutenant Reddach, og jeg, alle Officiers, som hadde fulgt Krigen udi lang tid, nemlig Hr. Capitain Emahaus udi Brabant fra 1706 til 1711, da han allerede var avanceret til Lieutenant ved Prinds Georgs Regiment, og udi Beleiringen for Bouschen blev stærkt blesseret i sin ene side; min nu sal. Fader, som var med udi den forrige, hans Excellences Hr. General Feldtmarschal Gyldenløves Krig Anno 1674 og efterfølgende Aaringer, hvor han var med at bestorme Vennersborg Fæstning, Bahus Slot, Marstrands Fæstning, og udi Attaqven for Oddevalle da de om Nattetider overfaldt General Magnus de la Garde, commanderende General over den svenske Armée sammesteds, og forjagede de svenske paa Flugten, og nær hadde faat bemeldte General fangen, han undkom udi sine Underklæder, og bekom min sal.
Fader hans Hat og Handsker udi hans Telt til Bytte, som han ikke fik udi Mørke Tid til at tage paa sig – Premier-Lieutenant Peter Bruun, ogsaa en gammel erfaren Officeer, og været med udi de der indfaldende Krigsconjuncturer; samt Secondlieutenant Reddach, og jeg, begge tient udi den forrige brabantske Krig i 10 Aars tid, og medværet udi der forefaldende Batailler og Beleiringer, som falder for vidtløftig her at anføre.
Etter krigsråd brøt kompaniene opp kl. 11 om kvelden fra Selbu og gikk 4 norske mil til Holtålen. Forfatteren ble beordret i fortropp med 50 skiløpere som fienden uten ski ikke kunne innhente. Men de så ingen fiende og kompaniene ankom Holtålen neste morgen kl. 8.00.
Da oberst Hiort kom fra Trondhjem til Røros litt senere, fortalte patruljen etter ny rekognosering at «svenskene» var fjellfinner med 1000-1200 rensdyr som hadde skiftet beite.
Men at komme paa mit forrige igien, holdte bemeldte Hr. Capitain Emahaus Krigsraad med os fornævnte Officerer, hvorpaa alle eenstemmig faldt paa den Meening, at secundere Hr. Oberstlieutenant Catterbach. Opbruddet skede straks Kl. 11 om Natten, saasom Expressen ankom Kl. 8 om Aftenen, 3 Timer tilforn.
– Marschen skede lige over Fieldet til Holtaalen, og blev jeg commanderet med 50 Mand Skieløbere, udtagne af de trende Compagnier, Capitain Schultz’s, som hadde sit Compagnies District udi Selbo, og laa udi deres Lægde, dog med behørig Lægdskost, udi fuld Beredskab hver Time at være marschfærdig, Hr. Capitain Frantz Bruuns, og Capitain Emahausens Compagnie. Med samme 50 Mand blev jeg ordineret at have Avantgarden, og saa marscherede forud, at de efterfølgende tre Compagnier kunde betids faa Avertissement, om noget Fiendligt var at fornemme, og jeg altid var i Stand, paa den dybe snee at holde Fienden tilbage, som ingen Skieløbere havde, at de efterkommende af vor Corps kunde komme betids til Securs; men vi fornam ikke det ringeste af Fienden.
Vor Ankomst var til Holtaalen Kl. 8 om Morgenen, en 4 norske Mile over Fieldet fra Selbo til Holtaalen, hvor Hr. Oberste Hiort, vor Regimentschef, straks derefter indfandt sig, og samme Nat var ilende reist fra Tronhiem, efterat en Expresse ligeledes var til ham indløbet; han fortsatte reisen straks til Røraas, for at foranstalte nødvendig Defension; men da han der ankom, indberettede den senere utgangne og igjen tilbagekomne Patrol, at der var en mængde af Fieldfinner, som med en 1000 à 1200 Rensdyr forandrede deres Legersted, fra det ene Field til det andet, og hadde givet saadant Tilsiune fra sig ved deres Mængde, ligesom det hadde været et stort antal Svenske. Ved høistbemeldte Hr. Oberstens Tilbagekomst fra Røraas bekom alle opbrudte Compagnier Ordre at rykke ind igien i deres anviste Posteringer.
I juli 1716 ble det holdt generalmønstring av 6 kompanier i Selbu. Deretter ble 160 mann av disse sendt til Trondhjem for å holde vakt med garnisonskompaniet samt drive inn skatt fra borgerskapet.
1716 i Julii holdtes Generalmynstring over sex Infantericompagnier udi Selbo, navnlig Hr. Oberstlieutenant Emahaus, Major Frants Bruuns, Capt. V. Heinens, Capt. Kreybergs, Capt. Schultz’s, og Capt. Emahausens Compagnier.
Mynsterherrerne vare: Hr. Oberste von Hiort, og Hr. Krigs-Commissair Hersleb. Der blev af de fire cantonnerende Compagnier, nemlig Hr. Oberstlieutenant Emahaus, udcommanderet pr. Compagnie 40 Mand, til sammen 160 Mand, som marscherede til Tronhiem, til Forstærkning af Garnisons-Compagniet, at holde tillige Vagt med dem, samt at indrive Dagskatterne hos Borgerskabet.
Brigader Budde kom med regimentet til Trondhjem fra kamper i Danmark, Pommern og på Moss hvor den svenske oberst Falchenberg heller ville dø på stedet enn å bli hengt i Sverige.
Den 21. Nov. kom Hr. Brigadier Budde med sit Regiment fra Danmark op til Tronhiems Stift. Samme Regiment har udviist (Tapperhed), saavel udi Dannemark, som Pommern, og i særdeleshed paa Moss, 4 Mile fra Kristiania, da den tappre Herre selv med største Bravour anførte sit Regiment, og der victoriserede over den svenske Oberste Falchenberg med hans Commando, 800 Mand stærk, som hadde fattet Post udi bemeldte Moss, og posteret sig i Gaderne, indenfor Haugeplankerne og udi Husene, hvor de continuerlig gave ild paa forbenævnte Regiment, medens Brigaderen med største Courage marscherede ind paa de svenske med sit Folk, chargerte saa tilstrækkelig paa dem igien, at Oberste Falchenberg maatte retirere ind i et Huus, hvor han værgede sig mandelig, indtil at flere brød ind i Huset med største Force, hvor da Obersten selv med nogle af hans Underhavende blev ihielskudt, omendskiønt høibemeldte Hr. Brgader tilbød ham Qvarteer, vilde han ei tage derimod, men svarede: han heller vilde døe paa Stedet, end hænges udi Sverrig.
Af de svenske Officerer, som paa Stedet bleve fangne, var Capitain Nordbierg og Capitaine Echelew, Capitainlieutenant Chrigstiern, Lieutenant Udsahl. Lieutenant Meidel, Lieutenant Adelberg, med endel Underofficerer, som bleve førte til Tronhiem, og der ankom i Julii 1716, og bleve indlogerede paa Raadhuset.Forfatteren så slagstedet på Moss i 1719.
Jeg var paa Moss 1719, da var allernaadigste Konge, Friderik den Fierde, var med sin propre nymunderede Armée ved Blomersholm paa Viigsiden; samme Tid besaae jeg denne skiønne Armée, saa og det Sted, hvor Attaqven havde været som skarpeste ovenmeldte Tid, befandt Stedet, hvor Ilden havde været paa det stærkeste, udi en Vinkelgade, hvor Væggene uden paa Bordklædningen, ogsaa Dørre og Vindueslukker, vare saa igiennomskudte med Kugler, ligesom de vare strødde overalt, og lige til det Huus, hvor Oberste Falchenberg retirerede sig hen, og der blev ihiel skudt.Reisen til Meråker.
Den 13 December foretog Hr. Brigadeer Budde og Hr. Oberste Hiort en Reise til Meerager udi Størdalen, medhavende Hr. Lieutenant Brodkorb, Vidzens, og mig, samt 24 Musketeter, og 4 Bønder til Veivisere.15. desember på vei over fjeldet ble de overfalt av uvær, gikk seg vill i tre dager og to netter og hadde frosset i hjel siste natten om de ikke hadde fått tent ild i en tørr halsklut og fikk tent bål for folk og hester.
En av veiviserne falt om av kulde, men kom seg med sterk konjakk. Oberst Hiort frøs og ble syk.
Den 15de Dito marscherede fra Meerager og lige til Fields. Samme dags Aften overfaldt os et meget slemt Veir af Snee, Slud og stærkeste Vind, at vi ei kunde finde den rette Vei, men blev forvildet paa Fieldet, saa at vi i tvende Nætter og trende Dage maatte gaae paa det vilde Field under aaben Himmel, og den sidste Nat hadde vi snart alle frosset ihiel, havde vi ikke faat Ild antændt, som skede med stor Møie, eftersom Krudt og andet Fyrtøi var bleven vaadt, maatte betiene os af en Netteldugs Halsklud, som var heel, fiin og tør, og fik slaaet Ild i den, saa vi fik Varme antændt.
Een af vore Veiledere faldt om af Kulde, havde visseligen død, dersom jeg ikke havde hældet stærk Conjak udi ham, saa han kom tilrettes igien, og sadte sig ved Stokilden.
Det mærkeligste var, at vore Heste, som vare afsadlede, gikk lige ind til Stokilden iblandt Folkene, stod og vendte sig med begge sider, for at varme sig, ja det, som mer var, de stak Hovederne saa nær til Ilden, at de brændte de saakaldte Skyhaar af Næseborerne.
Vi allesammen maatte vende os som oftest mot Varmen, og kunde med stor Nød begaae os; paa den Side, som var nær til Ilden, var Klæderne færdig at brænde, og den til Kulden var ligesom man havde været nøgen.
Jeg kan nok sige, større Kulde har jeg ikke udstaaet. Det smerteligste var at see paa vor brave og berømmelige Oberste Hiort; ihvorvel han var forsynet med en skiøn med Los underforet Kiole, og moskovitiske Støvler med Biørneskinds Foer udi, kunde han dog, formedelst den strænge Kulde og svage Constitution, ei holde sig varm, men frøs hierteligen, saa han dagen derefter var meget sygelig, og knap kunde sidde paa Hesten.
Brigader Budde frøs ikke. Med bjørnefell over og under seg, lot han sin tjener grave seg ned i snøen og sov til morgenen. Neste dag blåste det slik at løytnant Vicentz og hesten ble kastet over ende og måtte hjelpes opp.
Ut på dagen kom de over Jemtlandsfjeldet, fulgte Sulåen og kom til Stene Skanse om kvelden.
Men derimod Hr. Brigadeer Budde, af en Heltestyrke og Sundhed, kom ikke engang ved Ilden, men lod sin Tiener Arent lægge under sig et fuldkomment Biørneskind, og et andet ovenpaa, som begge vare overtrakte med tykt graa Klæde, som han udi Læder Mantelsæk lod med sig føre.
Desuden havde Hr. Brigadeer Budde en fiin graa Klædes Kofte eller Wams, først foret med fiint hollandsk Lærred, andet med gode Renskalveskind, og tredje med tykt Bøffelbay, paa sig, samt tætte og gode Norsklæders Støvler, med sokker, udaf krøllede Hundehaar bundne, lod saa sin Tiener skuffe Snee ovenpaa Biørnefælden, efterat han havde lagt sig under den og sov saa vel den hele Nat igiennom.
Om Morgenen, da det var Dag, maatte hans Tiener skuffe Sneen af ham, før han kunde komme op igien, da han frisk og sund satte sig tilhest igien, og Reisen med os samtidig blev fortsat paa det høieste af Fieldet, hvor Veiret var saa stærkt af N.O.Vind, at det tog Lieutenant Vicentz, en mager og tynd Karl, med Hest og Alt, og løftede ham fra Jorden, og kastede ham bort i Sneen, saa der maatte andre hielpe ham op igien. Endelig kom vi saa vidt, at vi naaede Suulaaen, en Elv saa kaldet, og fulgte saa langs den, hvor den rette Vei falder til Steene Skandse, naar man kommer over Jemtelands Fieldet, ankom til Steene Skandse om Aftenen, og blev der Natten over.
Hensikten med reisen var å tegne et kart over Jemtlandsfjeldet, de 5 mil fra Meråker til Sul, men uværet gjorde det umulig.
18. desember fortsatte reisen fra Stene Skanse til Trondhjem, men fra Svee i Stjørdalen måtte oberst Hiort kjøres i langslede og i båt over Stjørdalsfjorden. Men i uværet måtte obersten settes i land på en husmannsplass. Forfatteren tok med makt en karjol på veien som oberst Hiort ble kjørt hjem i.
Af hvad Aarsag denne Reise blev foretaget, var, at disse 2 høie Herrer tilforn havde aftalt og overlagt, at vilde recognoscere Jemtelands Field, tvert over fra foranmeldte Meerager tvers over til Suul, som er 5 stærke Mile, for at observere Passagerne, og forfatte et Kort over samme Distance, til hvilket Foretagende Hr. Oberste Hiort var en fundamental Mand, paa det de udi fornødne Tilfælde kunde der regulere Posteringer, ved forventlig fiendtlig Indfald; men det slog de gode Herrer feil, formedelst det haarde Veir, saa vi ikke engang kunde see at finde Veien, langt mindre Passager, Passer, Moradser, Vand, Elver, Skove eller Bierge. Fra Steene Skandse blev Reisen fortsat Dagen derefter, den 18 December, lige til Tronhiem, men underveis, da vi kom til Svee i Størdalen, blev Oberste Hiort saa syg, at han ei var capabel at sidde til Hest, men maatte kiøre hiem paa en Langslæde til Søes og tog til Baads over Størdahls Fiorden, udi en Himmels Storm af W., maatte med stor Fare seile, og tage af rette cours, og søge ind til Hommelvigens Bugt, og saa roe udi en stærk Modvind langs Landet. Veiret faldt da saa forskrækkelig stærkt, at vi nødtes at sætte i Land ved en liden Huusmandsplads, hvor Obersten maatte indlægges. Jeg begav mig straks til Fods, i Hast at faae fat paa nogle Heste, og da jeg kom paa den rette alfare Vei, møtte jeg der Stiftamtskriverens Sr. Erich Matzens Hest og Carriol, som skulde hente ham fra hans Avlsgaard, bemægtigede mig samme parforce, og kiørte til Obersten, som blev meget glad, at jeg i saadan hast kom tilbage, satte ham udi Cariolen; men han var saa svag, at jeg maatte sætte mig hos ham, og holde ham i min høire Arm, kiørte saa fort, og kom ind i Tronhiem samme Aften.
I januar 1717 døde Brigader Halche og generalmajor de Wind overtok 1. februar 1717 kommandoen nordenfjelds.
3. februar døde Oberst Severin von Hiort, en «høipriselig Oberste» med en faderlig omsorg for sine offiserer og for andre som søkte hans hjelp.
1717 i Midten af Januar døde Brigadeer Halche, en gammel og velerfaren Krigsofficeer, som udi sin Ungdom havde tient under Cavaleriet i Spanien, og giort sig meriteret, saa han derefter nød Avancement i vor Konges Tieneste.
Udi hans Sted ankom den 1ste Februar Hr. Generalmajor de Wind, som commanderende Chef nordenfields.
Den 3die Febr. døde vor berømmelige Oberste Severin von Hiort, hvilken ikke alleneste var en høipriselig Oberste i at sætte sit Regimente udi proper og egal Stand, tilligemed i alle Krigs-Excercitier en stor Informator, men end udi Særdeleshed bar en faderlig Omsorg for sine Officerer, hvorunder mange i de Tider ved hans Ankomst til Regimentet levede udi en pover og slet Tilstand, men ved hans gode Information udi Oeconomien, samt giørende Forskud paa deres Avance, uden ringeste Interesse, at naar de vare udi Byen, de paa eengang kunde forsyne sig med de fornødne Sager til deres Huusholdning, og derved menageres for at giøre mange Byreiser saa at de kom derover paa en 2 a 3 Aar udi en skikkelig Tilstand, hvorfore hans Død ikke allene af alle Ober- og Under- Officerer, men endog Soldater og Bønder, som noget hos ham havde at søge, og aldrig gikk trøstesløse eller uhiulpne fra ham, udi høieste Maade af Alle med Taarer og inderlig Hiertens Sorg blev beklaget, og er endnu hans Generositet, med mere hans medfødte Qvaliteter udi dette 1ste tronhiemske Regiment udi fast Minde, ei heller døer ud, saalenge der lever Børn efter dem, som stod under hans Commando.I februar reiste generalmajor Budde fra Trondhjem til Fredrikstad.I mars marsjerte kompaniene til sine poster, hhv. i Holtålen, Selbu og Stene Skanse hvor de bygde forhugninger mot ventede fiendtlige angrep.
I Midten af Februar reiste Hr. Generalmajor Budde fra Tronhiem til Friderichstad, sammesteds at føre Commando, og hans havte 2det tronhiemske Regiment allernaadigst confereret Hr. Oberste Storm fra Corps de Grenadiers.
I Midten af Mars begyndte Compagnierne efter Ordre af begge tronhiemske Regimenter at opbryde og marschere til deres anviste Posteringer, Hr. Oberste Storm kom udi Holtaalen, Hr. Oberstlieutenant Myhlenphort udi Selbo, og Hr. Major Hvidtfeldt paa Steene Skandse, med de ordinerede Compagnier at cantonnere.
Paa alle Steder bleve store Forhugninger forferdigede imod forventendes fientlige Indfald, og bleve Compagnierne staaende udi Posteringerne indtil udgang Mai, da de fleste rykkede i Lægderne igien.
4. august holdt generalmajor Wind generalmønstring over 1. tronhjemske regiment på Levangermoen, i stedet for det vanlige Skognsleiret hvor det 29. juli regnet slik at de ikke kunne ligge i teltene.
Der ankom regimentets nye oberst Baltzer Meitzner fra Danmark som hadde deltatt i bataljen ved Gadebusk hvor han ble såret og «malhonnet tracteret» – og som konstaterte at alt ved regimentet var i god skikk.
I november ble kompaniene satt på post, oberst Meitzner ved Stene Skanse hvor forfatteren utførte ingeniøroppgaver med nytt brystvern og forhugning mm.
I begynnelsen av desember reiste oberstene til Trondhjem og deltok i krigsråd.
Den 4de August holdtes Generalmynstring af Hr. Generalmajor Wind over det første tronhiemske Regiment paa Levangermoen, den første gang sammesteds, tilforn udi langsommelig Tid er den blevet holdet paa Schognæs Leeret, tæt ved Schognæs Skandse, hvor en stor Plan er, at vel 6000 Mand kunde campere, men som Regimentet var kommen paa bemeldte Skognæs Leer den 29 Julii tilforn, indfaldt saadant et forskrækkeligt Regnveir, at vi formedelst Vandets Overflødighet ikke kunde ligge udi Teltene, men efter Hr. Major Peter Lunds Forslag blev resolveret at forflytte Campementet og Mynsterpladsen til Levangermoen, en god og tør Plads af sandig Grund.
Sammesteds ankom vor nye Oberste, Baltzer Meitzner, fra Dannemark, en meget ferm og martialsk Mand, som udi Bataillen ved Gadebusk havde især signaliseret sig, sammeteds stærk blesseret og fangen af en svensk Cornet, malhonnet tracteret, som tog ham paa Valstædet hans Guldbørs, Uhr og Sølvkaarde fra, og lod ham halvdød ligge paa Jorden blant de døde, og efter indstændig Bøn ei vilde hielpe ham af Stedet, men sagde: du kan ligge Juta Tiuf.
Han blev af sær kongelig Naade dette Regiment anfortroet, og han samme med megen Fornøielse forefandt, og sagde disse Ord: «Jeg ser nok, at dette Regiment har havt en berømmelig Mand til Oberst, hvis Conduite er overalt bekiændt, saa jeg ser intet paa Regimentet at forbedre, men vil lade alle Ting blive, som den sal. Mand haver reguleret.»
Efter holdt Generalmynstring rykkede alle Compagnier inn i Lægderne igien. I November blev Hr. Oberste Storm beordnet at tage sin Post udi Holtaalen over de der ankomne Compagnier af hans 2det tronhiemske Regiment. Hr. Oberste Meitzner bekom sin Post paa Steene Skandse med efterskrevne Compagnier, nemlig: Major F. Bruuns, Capt. Kreybergs, og Capt. Iver Lunds, hvorhen jeg og blev commanderet, som den Tid værende Lieutenant, at forrette Ingenieurs Funktion (saasom Conducteur-Lieutenant Lillie laae syg i Tronhiem, og noget derefter døde), hvor da det gamle Tranchement blev forfærdiget, med et nyt Brystværn og en ny Forhugning, med videre fornøden Reparation.
Udi Begyndelsen af December reiste Obersterne til Tronhiem, at bivaane et der anordnet Krigs Conseil, angaaende Krigs-Conjuncturerne og de fornødne Anstalter at overveie.
Den 13de December opbrød de andre længstfraliggende Compagnier, og bekom Hr. Oberste Meitzner sin Post udi Størdalen, havende under sin Commando Hr. Major Aussig med sit Compagnie af det 2det tronhiemske Regiment, Hr. Major F. Bruun, Capt. Heinen, Capt. Venzel Aussig med deres Compagnier af sit eget Regiment.
5. januar 1718 begynte arbeidet med forhugninger flere steder langs Stjørdalselva, ved Forra, Øverkil og Flora.
1718 den 5te Januar begyndte man at foranstalte Forhugninger, Tømmeret blev frembragt paa de Steder, som man fandt beleiliget til Defensionsforhugning, at hindre Fiendens Indfald, om han havde taget den Tour til Merager, og ned igiennom Størdalen, hvor han da maatte følge Merager Elv ned igiennom, som da var tilfrossen, og den sædvanlige alfare Vei lagt derpaa. Forhugningen blev af mig anlagt paa Faaraa og Merager Elv først i Februar og den 16de dito forfærdiget, ligeledes blev tvende Forhugninger forfærdiget en stor Mil længere op paa Merager Elv, den ene kaldet øvre Kiile, og den anden Stor Florens Forhugning.
I begynnelsen av mars kom en svensk kaptein Hammerschild med 80 skiløpere av det jemtlandske regiment til Sul, 3 mil ovenfor Stene Skanse, hvor underoffiser Thore Vuchue (Vuku) og 14 mann lå som forpost. Svenskene stakk skiltvakten i hjel og tok de andre som fanger til Jemtland.
Et forsøk på revansje på en svensk vakt ved gården Wollan lyktes ikke.
Hr. Oberste Storm, og Hr. Oberstlieutenant Landsbarg, som havde deres Post udi Holtaalen, lod der forfærdige Forhugninger. Hr. Major Hvidtfeldt og Hr. Capitain Iver Lund havde deres Post paa Steene Skandse, men den hele Vinter og Foraar fornam ikke videre til nogen Fiendtlighed, uden at i Begyndelsen af Martii kom en svensk Capitain Hammerschield med 80 Mand Skieløbere af det Jemtelandske Regiment over Jamt-Fieldet og til Suul, hvor 3 Bønder bor paa vore Grændser, og ligger 3 Mil ovenfor Steene Skandse, hvor den rette Vei falder over benævnte Field, og hvor en Underofficeer, Thore Vuchue, med 14 Mand var henlagt paa Forposten, hvilken de Svenske udi al Hast omringede om Natten, stak Skildvagten ihiel, og tog dem alle fangne, og førte dem til Jemteland.
Strax derpaa marscherede Hr. Capitain Heinen og Capitain Emahaus med 200 Mand af det 1ste tronhiemske Regiment paa Skier over Jemtelands Fieldet fra Steene Skandse, i Tanke at revangere foregaaende paa en svensk Vagt, som var posteret paa den nærmeste Gaard Wollan, imod vore Grændser; men dette ville ikke gelinge dem, siden denne Vagt havde faaet Kundskab herom, og retirerte sig til Due Skandse, liggende hitterst i Jemteland.I april ble generalmajor Wind beordret til Fredrikstad og generalmajor Budde til Trondhjem.
I April kom Ordre, at Hr. generalmajor Wind skulde forflyttes til Friderichstads Commandantskab, og den derværende Generalmajor Budde Commandoen over de nordenfieldske Tropper at antage, og ankom til Tronhiem den 15 Junii, hvorpaa den Førstbenævnte fortsatt sin Reise til hans Post.
I midten av august 1718 brøt alle kompanier opp og inntok grensepostene. Fienden var nå på marsj med en anselig armé og kom så nær Stene Skanse at patruljene støtte på hverandre.
I midten af August opbrød alle Compagnier af begge tronhiemske Regimenter til Grændseposterne, og tog General Budde med Hr. Oberste Meitzner, Hr. Oberstelieutenant Wowert, hos sig havende 4 Cavalleri Compagnier og 6 Compagnier Infanterie, sin Post ved Steene Skandse, Hr. Oberste Storm i Holtaalen med 6 Compagnier, Hr. Oberste Myhlenfort i Størdalen med 5 Compagnier, Major Bruun ved Burum med 2 Compagnier, Oberstlieut. Dieterichsen i Thydalen med 2 Compagnier, Major Schonberg i Merager med 2 Compagnier, Major Hvidtfeldt paa Sneaasen med sit eget Compagnie.
Imidlertid løb Kundskaberne ind, at Fienden var udi fuld Anmarsch med en anseelig Armée, og giorde Finter, snart her, snart der, at vilde indbryde, hvilket foraarsagede, at vore Folk maatte alt som oftest forandre Posteringerne, og snart rykke hid, og snart did. Endelig avancerede Fienden saa nær til Steene Skandse, at Patrouillerne begyndte at støde paa hinanden, hvoraf man kunde formærke, hans Dessein var derhen.11. september ble vardene tent.
Den 11 September lod Hr. General Budde om Aftenen, det var bleven vel mørkt, anstikke alle Vætterne omkring Steene Skandse, og gikk det saa fort samme Nat over det hele Land, at man udi Tronhiem Kl. 10 saa mange Vetter udi lys Lue, saa hastig løb saadant et Tegn om, som er anrettet, at alle kan vide, naar Fienden er kommet eller indfaldet udi Landet.
Den svenske armé angrep Stene Skanse 12. september, 12000 mann sterk, herav 4000 mann til hest, nesten alle finlandske tropper med lang felterfaring.De norske tropper trakk seg tilbake etter general Buddes ordre fra skansen til gården Levringen, hvor de stilte seg bak et gjerde og skjøt tre salver på det «anjagende svenske Cavallerie», som derved stanset.
Da de norske dragonkompanier også kom, ble de angrepet og Livkompaniet mistede sin standart og underoffiseren som holdt den og de rundt ham ble drept.
Svenskene tok to feltkanoner, telt og annen bagasje og slo leir på skansen i 3 dager. De norske troppene trakk seg tilbake til Stjørdalen.
Den svenske Armées Indfald ved Steene Skandse skede den 12 September. Ved Middags Tider indbrød den svenske Armée under Generallieutenant Armfeldts Commando, 12000 Mand stærk, hvorunder 4000 Mand til Hest, næsten alle gamle finlandske Tropper, som stedse havde været til Feldts, tagende sin Marsch over Tromsdahls Broe, Sønden for Steene Skandse, hvor Lieutenant Ludvig Conders af det 1ste tronhiemske Regiment med 24 Mand havde sin Post. Saasnart Fienden med sit Cavallerie trængte ind paa ham, gav han Fyr med alle sine Folk, og straks søgte Skoven, hvor den tykkest var, saa han med sine Folk salveerte sig. Fienden udi fuld Sporenstrik søgte straks at komme vor Postering paa Ryggen siden han var gaaen ovenfor paa den søndre Side til Tranchementet, hvilket og skede, at han tvang dem til at forlade samme, og Skandsen, hvorpaa min gamle Fader, som ældste Premierlieutenant, udi hans 66 Aar, var indlagt med 80 Mand, og efter Hr. Generalmajor Buddes Ordre, skulde straks retirere det bedste han kunde.
Retiraden skede saaledes: Hr. Generalen, Hr. Oberste Meitzner, Hr. Oberstlieutenant Wowert med Infanteriet retirerede udi største Hast til Levringen, en Bondegaard straks nedenfor Steene Skandse, hvor der gikk en stærk Gierdesgaard over Fæltet, med et godt Gierdeleed sammesteds; da de vare komne derigiennem, standsede Generalen og Obersten, med Oberstelieutenanten, samt Infanteriet, og chargerte tre Salver paa det anjagende svenske Cavallerie, som derover maatte standse. Imidlertid kom og vore Dragon-Compagnier, som og vilde trenge sig igiennem, men de bleve af Fiendens Force heel stærkt angrebne, saa Livcompagniet mistede sin Standart, og den Underofficeer, som samme førte, værgede sig mandelig, indtil han med 7 igiennemstukne Blessurer faldt død ned med Standarten udi Haanden.
De Dragoner, som vare ved samme, bleve og nedfældte. De øvrige hug sig igiennem, og salverede sig giennem Levringe Grinden, hvor den tappre Oberste Meitzner stod, og chargerte paa Fienden, saa han maatte trække sig tilbage. Fienden bemægtigede sig tvende smaa Feldtstykker, som Vore maatte lade i Stikken, med endeel Bagage og Telter, hvorpaa han paa Planen ved Steene Skandse satte sig udi Ordre de Bataille, og blæste lystig paa Trompeter, og slog Pauker.
Slog der sin Leir, og stod stille udi 3 dage. Imidlertid recognoscerede Fienden flittig omkring sig, og udsaae Veiens Beskaffenhed, at fortsætte sin Marsch videre. Vores General med sine Underhavende marscherede om samme Aften fort, og lige til Størdalen, commanderede Capt. Iver Lund med sit Compagnie, at skulle slaae alle Baade og smaa Fartøier i stykker langs Søkanten, som han og trolig efterkom.
14. september ble Skånes Skanse inntatt.
Kaptein von Wahlen ble ført til Sverige, mens to gamle løytnanter og 80 landdragoner ble sendt hjem.
Den 14de Dito indtog Fienden med et Detachement Schaunes Skandse, uten Forliis, saasom den var ikkun besat med 80 Landdragoner og gamle svage Officerer, navnl. Capitain Oldeslow og en gammel svag Lieutenant Hiorth. Commandanten, Capt. Von Wahlen, tog svensken fangen, og lod føre til Sverrig; men de tvende gamle Officerer, og Landdragonerne, som alle vare gamle Bønder, viste han hiem til deres Gaarde, at skulde passe paa dem og deres Gaardsbrug.Fienden omgikk alle forhugninger og tok snart hele Stjørdalen.Fienden fortsatte sin Marsch til Størdalen, og maatte vore Tropper retirere sig, siden han gikk alle giorte Forhugninger forbi, og tog altid en stor Omvei, satte et Detachement, som giorde Mine at vilde attaqvere, imedens de Andre kunde omringe vore Folk; men de mærkede straks hans Dessein, og forlod deres Forhugninger, hvorpaa han tog hele Størdalen i Position.
22. september kom de norske troppene til Trondhjem hvor de forsterket batteriene, reparerte vollene og satte opp kanoner (Stykker)..
Den 22 Dito kom vore Tropper ind i Tronhiem, begyndte straks at forfærdige nye Batterier, reparere Voldene, og giorde flere nye til, hvor fornødigedes. Kiøbmands-Bryggerne langs By-elven, hvor der er lange Gange ved Vandet, bleve med tykke Planker indfattede, i Nødsfald at chargere paa Fienden, om han vilde sætte over Byens brede Elv, hvor alle Skibe ligge udi. Paa Bratøren, hvor stedse Hovedvagten holdtes, Toldboden og Broporten bleve giorte nye Batterier, og besat med Stykker, og alle Ting foranstaltet fuldkommen til Modværge.15. september ble beordret å besette Kristianstens festning, Munkholmen og Mølenberg Skanse.Den 15 Dito blev Hr. Oberstlieut. Diederich og Hr. Major Schonberg med de behørige Officerer og 1000 Mand commanderet at besætte Christianssteens Fæstning, Major F. Bruun med 600 Mand paa Munkholmens Fæstning, og Capt. P. Bruun med 100 Mand paa Mølenberg Skandse at besætte.Samtidig tok svenskene til seg av høy og mat i Stjørdalen og i Skogn og Verdalen.
Oberst Stiernschans ledet 600 mann til Ytterøya for å proviantere der. Da ble major P. Lund med offiserer og 200 mann kommandert med båt fra Trondhjem nordvest om Ytterøya mot Strømmen. Oberst Stiernschans var på prestegården, da han ble var båtene og slår alarm. Med de folk han fikk samlet, rodde han østover til Skogn skanse, forfulgt av de norske som innhentet noen av båtene. Obersten truet sine folk med kården til å ro det de kunne og unnslapp. De svenske som ble innhentet, løsnet ikke et skudd, men lot seg ta til fange og leverte sine kårder. Da kaptein Falch stakk sin sølvtobakksdåse og ur i støvleskaftene, sa en norsk offiser som trakterte ham med et glass vin, at ingen ville ta noe fra ham. Det var ikke maner blant norske offiserer. De øvrige svenske på Ytterøya kom seg unna. Fangene ble ført til Trondhjem og innlosjert på rådhuset med mat, vin og øl. Etter noen dager ble de sendt til Hitra og nordmøre. De menige var finske og kunne ikke tale svensk.
Imidlertid huserede Fienden udi Størdalen, ivrig fouragerede Høe og Korn, samt Kreature og Levnedsmidler, brød derpaa op, og marscherede tilbage til Schognen og Værdalen, for at indtage flere Præstegiæld og og Bøigdelage til Subsistance, satte over søen til Ytterøens Præstegiæld med en Commando under Oberste Stiernschans Anførsel med 600 Mand, for at proviantere sig med Korn, Kreature, og andre Madvare. Imidlertid bekom Hr. General Budde Kundskab om deres Indfald paa den, commanderede Major P. Lund, Capt. Veinigel, og Capt. Lossius med behørige Ober- og Under-Officerer, og 200 udvalgte Soldater, som gikk straks til Baads fra Tronhiem og til Ytterøen, tagende deres Cours N. W. Om Øen, igiennem Nordvigsund, digt under Saltvigen, forbi Mosvigens Bugt imod Strømmen, satte saa med største Gesvindighed lige til Ytterøen.
Oberste Stiernschans, som var udi Præstegaarden sammesteds, bliver selv først vaer disse Baade, spørger Provsten, Hr. Peter Leth, hvad det er, som sortnede saa paa Søen; han svarede: jeg ved det ikke, jeg troer, det er Skjær, som sommetider ved stor Fjere lade sig tilsyne. Obersten staaer, og seer endda lidet paa dem, siger: ”det er tusind Diævler! ikke Skjær, det er Jutan!” springer straks ud af Stuen, lader sine Tambourer slaae Allarm, og ilende søgte til sine Baade, som laae paa den N. O. Side; med de Folk han i en Hast kunde samle, og med største Hast roede fra Landet, og tog Flugten øst over til Schognes Skandse, som da var udi Fiendens Hænder, som før meldt.
Vor Commando satte hurtig ind paa dem, med stærkeste Roning, og hentede først ind en svensk Capt. Falch med sine Folk, derefter Capt. Tourno, og tilsidst en Fændrik, en Adjutant, en Regimentsfeldtskiær, nogle Underofficerer og 64 Gemene; videre satte vor Commando med største Force efter Obersten, men han stod med blottet Kaarde udi Haanden, og truede sine Folk, at dersom de ikke roede af yderste Magt, skulde han stikke dem ned; endelig kom han saa vidt, at han satte i Land sammesteds.
Det mærkeligste var at de Svenske ikke løste et Skud paa vore Folk, men saasnart de kom paa Siden af Baadene, og vilde skyde paa dem, raabte deres Tambourer: ”skiutan inte, kiære Herra, gif os Qvarteer!” og derpaa gav sig fangne, Officererne leverede straks deres Kaarder fra sig, og de Gemene al deres Armatur; alt andet, hvad de havde af Mundering eller Penge hos sig, beholdt enhver ubeskaaret. Capitain Falch havde en Sølvtobaksdaase og Uhr hos sig, hvilket, da han fornam, at han maatte give sig fangen, stikker begge disse Ting udi sine Støvlekraver, af Frygt, at man vilde tage det fra ham; men en vis Officeer af vore, som dette havde observeret, siger til ham, da han havde taget ham i sin Baad, og tracteret ham med et glas Viin, at han ikke maatte frygte for at nogen skulde tage det Ringeste fra ham, det var ikke Maneer iblandt norske Officeerer; hvorpaa den svenske Capitain svarede, at han var meget lykkelig, at han faldt udi saadanne raisonable Officeerers Hænder.
De øvrige Svenske, som var adspredte paa Øen, og havde deres Baade paa den søndre Side, toge strax Flugten, da de hørte deres Tambourer slaae Allarm, og salverede sig over Fiorden til Schognen, det bedste de kunde, saasom vor Commando kunde ikke blive dem vaer, eller faae see dem. Samtlige Fangne bleve straks førte til Tronhiem, hvor de bleve indlogerede paa Raadhuset, og sammesteds Officererne vel forsynede med Spise Viin og Øl. De Gemene fik og god Underholdning, og efter nogle Dages Forløb udsendt til Fiordene, som Hitteren og Nordmøre.
Disse Fanger vare alle af de Finlandske Infanteriregimenter, de Gemene vare alle Finlændere, kunde ikke tale svensk, smaa og uanseelige Folk, med gammel slidt Mundering; men Officeererne, som ei vare Finlændere, talede godt svensk; Capt. Falch talede godt Tydsk, og var en smuk Officeer, men Capt. Tourno var en liden og uanseelig, samt gammelagtig Mand.
General Budde dro med 2000 mann og 400 dragoner til Stjørdalen, Skogn og Verdalen, men lyktes ikke å gjøre fienden skade.
Imedens dette passerede, rykkede General Budde og Oberste Meitzner med 2000 Mand Infanteri og 400 Mand Dragoner fra Trondhiem indtil Størdalen, hvorfra Fienden tilforn havde trukket sig tilbage, og indtil Schognen og Værdalen. De fattede der Poste, for at observere Fiendens Foretagende, og udi Tanke, at giøre ham en Diversion; men han tog sig saa vel vare, og holdt sig stedse allart, og stærk samlet, saa man ikke kunde komme an, eller giøre ham Skade.
Oberst Storm fikk kommandoen over Trondhjem og forsterket volden rundt byen.
Kommandoer ble sendt til Ytterøya og Strømmen for å se hva fienden foretok seg. 22. oktober erobret oberstløytnant Wowert fra fienden ved Levanger en tømmerflåte stor nok til 50 mann.
Hr. Oberste Storm blev imidlertid Commandoen udi Tronhiem overdraget, med 4000 og endeel saakaldede Mandhusinger samme at besætte, og blev continuerlig arbeidet rings om Volden udi Byen, og ved Skandseporten blev overalt sat nye Pallisadere. Den 14de October rykkede Hr. Oberste Storm med 2000 Mand ud af Tronhiem og til Tauterøen til Baads to Mil; sammesteds mødte os Hr. General Budde, og gav Ordre, at vende med ham tilbage til Byen. Derefter bleve nogle Commandoer udsendte til Ytterøen og Strømmen, at observere Fiendens Foretagender.
Paa det første Sted commanderede Hr. Oberstlieut. Wowert med 400 Mand, og Hr. Major Bruun og Hr. Major Aussig paa det andet Sted med 300 Mand. Den 22de Dito borttog Hr. Oberstlieutn. Wowert fra Fienden ved Levanger en Tømmerflaade, han havde der bygget, saa stor, at 50 Mand kunde rummes derpaa, at chargere og tillige roe. Der blev paa begge Sider stærkt skudt med Haandgeværer, men af vore Folk fik ingen Skade, men paa Fiendens Side saae man adskillige paa Landet tumle, saasom alle vore Folk vare paa Baade udenfor.23. oktober dro kaptein Iver Lunds kompani med båter til Hundhammeren på Ytterøya.
Den 23 October bekom Capitain Iver Lund med sit hele Compagnie Ordre, at forføie sig Baade, og at fortsætte reisen til Ytterøen. Samme Tid var jeg Premierlieutenant ved hans Compagnie, og ankom vi der om Aftenen imod Mørkningen, 4 Mile fra Trondhiem, og bekom vor Post hos Hr. Oberstelieutn. Wowert, paa det Sted Hundhammeren, hvor den hele Commando laae paa bemeldte Øe.
En tur med båter fra Ytterøya til Skogn ble resultatløs.
Den 24de Dito resolverede Hr. Oberstelieutenant Wowert, med Major P. Lund, Capt. Iver Lund, og Capt. P. Bruun, at tage med 300 Mand til Baads fra Ytterøen over til Schognen, udi Formening, et fiendtlig Partie at borttage, men de kunde ingen Kundskab faae om Fiendens Forposter, hvorfor de intet kunde udrette, men maatte trække sig tilbage paa deres
Post.26. oktober erobret en norsk patrulje to nye båter som svenskene bygde. Men båtene var skjeve og tungrodde.
Den 26de Dito blev commanderet fra Ytterøen Hr. Capitain J. F. Von Grabow med 60 Mand, med hvilke han tog over til Levanger, og siden roede langs Landet til imod Schognæs Skandse. Underveis attaqverede han nogle Svenske, som byggede nye Baade, dem jagede han fra Deres Arbeide og tog to af Baadene med sig tilbage, hvilke vare saa slet byggede, at de ikke kunde ligge lige paa Vandet, uden man maatte lægge en 4 a 5 store Stene udi dem, og de vare saa tunge at roe, at en av vore Baade kunde 3 gange saa snart roes, som de.28. oktober fikk forfatteren kommando over 30 mann for å ta en fiendtlig vaktpost, men ble møtt med kanonskudd.
Den 28de Dito ankom Hr. General Budde til os paa Ytterøen, for selv at være tilstede ved fiendtlige Occasioner eller Attaqver. Den 30te Dito blev jeg commanderet med 30 Mand, at fare over til Schognes Skandse, at giøre mit bedste, ved indfaldende Nat at bortsnappe en af Fiendens Forvagter, som stod posteret langs Søkanten. Jeg tog min Tour om Aftenen lige til Schognes Skandse, da jeg derunder nærmede mig, for at observere Fiendens Forposter, bleve de mig vaer, løste strax to Kanonskud paa min Baad, men Kuglerne gikk over den uden Skade. Derpaa roede vi langs Landet, og over til Trones Skaget, blev der en Skildtvagt vaer, som strax giorde Allarm, Da han fik os at se.
Det blåste opp fra vest og de måtte ro det de kunne for ikke å drive på land og enten drukne eller bli tatt til fange. På natten nådde de Høsholmen hvor folkene hvilte et par timer. Da været ga seg litt, rodde de videre til Tangen på Ytterøya og ga generalen rapport. Han var glad de var kommet tilbake, siden en båt han sendte ut for å redde dem, måtte vende.
Vinden begyndte at blæse stærkt av Vesten, saa vi maatte roe ud paa Fiorden, for ikke at komme paa Grunden, og faae Skade av store Stene, som laae udenfor Landet. Vinden blæste alt stærkere, saa der blev en Himmels Storm udi en Hast, og med al Magt maatte vi roe, for ikke at drive paa Land, enten at drukne eller falde udi Fiendens Hænder, og kunde det let have hændet, at jeg, som var udcommanderet at fange andre, kunde selv blevet fanget, allerhelst om vi havde drevet paa Land.
Alt Krudt som de Gemene havde, var af Søvand ganske vaadt og bedærvet saa vi ikke kunde have giort et Skud. Endelig, efter langvarig og møisommelig Roning om Natten i dette forskrækkelige Veir, stævnde os med største Livsfare under Høsholmen, en halv Mil fra Trones Skaget, hvor jeg lot Folkene hvile sig et Par Timer, begav os siden derfra, da Veiret lagde sig lidet, men var endda stærk nok, og roede til Ytterøe Tangen, hvor Commandoen laae, ankom der Kl. 4 om Morgenen, og gikk straks til Generalen, og gav ham Rapport om min Forretning, som svarede mig, at han tænkte, aldrig en Sjæl var mer i Live af os udi denne forfærdelige Storm, og var meget vel fornøiet, at jeg havde bierget mig og Folkene, som han gav ganske forloret.
Da Stormen samme Aften begyndte, udsendte Generalen Sr. Peter Stork, som førte en apteret og beseilet Baad, at see at kunde redde mig og Folkene, men da han kom du paa Fiorden, var Veiret saa stærkt, at han ei kunde føre Seil, men maatte vende tilbage med største Fare, og havde snart ikke faaet Landet fat. Denne Sømand gav mig og mine Folk forloret, og holdt for umuligt at vi kunde bierge Livet.4. november seilte hele kommandoen fra Ytterøya og Strømmen til Trondhjem. Alle andre kommandoer ble samlet i byen og satt i høy beredskap.
Den 4de November brød General budde op med hele Commandoen, saavel fra Ytterøen, som Strømmen, og seilede samme Nat til Tronhiem. Alle andre Commandoer bleve og indhentede, og var ved vor Ankomst til Byen allerede fra det Søndenfieldske ankommen den 1ste November Hr. Oberste Brochenhuus med den 1ste Bataillon af det oplandske Regiment, Hr. Oberstelieutn. Rappe med den 2den Batallion af det aggershusiske Regiment, Hr. Oberstlieutn. Budde med 2de Esqvadroner af Hr. Generalmajor Kruses Regiment. Anstalterne bleve straks føiede til hvert Regiment, at antage deres anordnede Poster inden Byen, og være Nat og Dag allarte ved deres Poster. Naar et Kanonskud skede, skulde alle udi fuld Gevær forsamles paa de anviiste Samlingspladse, og vente paa videre Ordre. Regimenternes anviiste Poster og Fordelinger Udi Tronhiem i November 1718.
De enkelte regimenter, bataljoner og skvadroner fikk sine tilviste plasser til forsvar av byen. Forfatteren fikk sin post med 60 mann ved en ny oppkastet ravelin hvor elven var grunnest og fienden derfor kunne ventes å ri over.
Det 1ste tronhiemske Regiment under Hr. Oberste Meitzners Commando, bekom sin Post fra Bratørens Hovedvagt, langs op efter Søgaden, forbi Raadhuset, Broporten, indtil Kongens Brygge. Det 2det tronhiemske Regiment, under Hr. Oberste Storms Commando, deres Post fra bemeldte Kongens Brygge, forbi Kongens Gaard, og langs Mælene, hvortil stødte 2de Compagnier af ovenmeldte Regiment, nemlig Capt. Wenzel Aussigs, og Capt. Iver Lunds, hvorved jeg var Premierlieutenant, og fik min Post udi en ny opkastet Ravelin med 60 Mand, paa det Sted, hvor Byens Elv var grundest, og hvor man kunde vente Overridning.
De tvende søndenfieldske Batailloner blev anviist deres Post paa Volden ved Skandseporten, den 2den aggershusiske paa den høire Side, og den 1ste oplandske Bataillon paa den venstre Side af Porten, begge Batailloner bleve commanderede af Hr. Oberste Brochenhuus og Hr. Oberstlieutn. Rappe. De tvende Esqvadroner af Hr. General Kruses Regiment, under Hr. Oberstlieutn. Buddes Commando, posteret paa Byens Torv midt i Staden. Det tronhiemske Dragonregiment, under Hr. Oberste Motzfeldts Commando, ude ved Skandseporten, nær ved Søsiden.To orlogsskip ble lagt ute ved Ila og en huggert i elvemunningen.
De 2de Orlogsskibe fra Kiøbenhavn, Sørmeland, anført af Commandeur Rustgaard, og Søridderen, ført af Capt. Caspar Wessel, laae ude paa Ihlen, straks ved Skandseporten.
Den Hukkert fra Kiøbenhavn, kaldet Leoparden, ført af Lieutn. Rasch, blev lagt udi Mundingen af Byens Elv.Kristiansten festning og Munkholmen ble bemannet.
Paa Christianssteens Fæstning blev henlagt Hr. Oberste Myhlenfort, Hr. Major Schonberg, Hr. Major Aussig, subalterne Officerer; og 1000 Mand, commanderede af alle Compagnier.
Paa Munkholmens Fæstning blev henlagt Hr. Major Frants Bruun med commandeerte 400 Mand, tillige Garnisons-Compagniet under Hr. Major Gaarmans Commando, bestaaende af 150 Mand, samt fornødne Artillerister.
Paa Myhlenbergs liden Fortresse Hr. Capt. P. Bruun med 100 Mand.
De norske tropper skulle omfatte 7636 mann i alt, men mange var syke og døde.
Hvad Styrke ellers Compagnierne var af samme Tid efter complet Stand da var ved ethvert Compagnie af de 2de tronhiemske Infanteri-Regimenter 120 Mand munderede Soldater,
40 Mand ny Reserve,
og 60 Mand Landdragoner,
saa hvert Compagni bestod af 220 Mand, og var da det
1ste tronhiemske af 12 Compagnier; Soldaternes Mundering røde Kioler med gule Opslag, Landdragonerne udi Bønderklæder, efter complet Stand 2640 M.
Det 2det tronhiemske Regiment af samme Styrke , Soldaternes Mundering var røde Kioler med blaa Opslag, og Landdragonerne udi Bønderklæder 2640 M.
Den aggershusiske Bataillon af 6 Compagnier, à 120 Mand,
med hvide Kioler og grønne Opslag 720 M.
Den oplandske Bataillon, ligesom af Styrke, med hvide Kioler og røde Opslag 720 M.
Lat. 6720 M.
De 4 Comp. Dragoner af General Kruses Regiment, med røde Kioler og hvide Opslag, à 80 Mand 320 M.
Det tronhiemske Dragon-Regiment, med røde Kioler og grønne Opslag, à 80 mand 400 M.
Tronhiems Garnisons-Compagnie, med hvide Kioler og røde Opslag 150 M.
Artillerie-Compagniet under Major Holks Commando, blaa Kioler med røde Opslag —46 M.
Tilsammen 7636 M.
NB. Men under alle disse benævnte Compagnier vare mange syge og mange døde, hvis Tal er mig ubekjændt.Statsarkivar
J. Refsaas har i sitt manuskript anført at generalene het Vittinghof og Otto Reinhold Uxkull.
Den svenske Armées Ankomst for Tronhiem var den 12 November 1718 under Generallieutenant Armfeldts Anførsel og Commando, havende med sig Generallieutenant la Barre, Generalmajor Horn, Tvillinghof, Zøge, og Oxkøll, samt efterskrevne Regimenter:
De svenske tropper.
I en påskrift i manuskriptet til statsarkivar J. Refsaas er anført: «Fortegnelsen over de svenske afdelinger er mindre udførlig (og) noget ufuldstændig og stemmer ikke overens med de af Nordberg i hans Carl XII historie anførte.
Høire Fløi Cavalleri.
«1ste åbolandske Reg.5 Esqv.
1ste nylandske Reg.5 ”
Carelske Reg.5 ”
15 Esqv.
Venstre Fløi Cavalleri.
Jemtelands Reg.5 Esqv.
2det åbolandske Reg.5 ”
2det nylandske Reg.5 ”
15 Esqv.
Infanteriet:
Nylandske Regiment 2 Bataill.
Åbolandske Reg.2 ”
Jemtelands Reg.2 ”
Helsinglands Reg.2 ”
Helsinge Bataillon1 ”
Øster Bottens Reg.2 ”
Biørneborgs Reg.2 ”
Nyslotleens Reg.2 ”
Tavastahusleens Reg.2 ”
Landstrøms Fricompagnie
17 Bataill.
Da denne Armée passerede Generalmynstring i Julii 1718 ved Duve Skandse, hiters i Jemteland, var den efter sandferdig Beretning 12000 Mand, hvorunder 4000 Mand Cavallerie; hvorpaa de samme Tid annamede Brød og anden Proviant.
En stor del Trospøker eller Bagageknækte fulgte og med Arméen.
Den svenske armé marsjerte dagen før gjennom Stjørdalen, langs Strinda til Bakke bispegård like ved byen. En norsk forpost dragoner med 50 hester trakk seg da straks tilbake inn i byen.
Flere kanoner fra byen, Kristiansstens festning og Munkholmen samt fra huggerten i elvemunningen spilte opp mot kavalleriet som red først i den svenske armé, men uten å gjøre særlig skade, siden de sto i ly for kulene av en banke mellom byen og bispegården.
Fienden streifet om på gårdene rundt byen og skaffet seg høy og mat og laget stormstiger til å storme Kristianssten, mens nordmennene laget 400 båter til evt. å falle fienden i ryggen nattetid ved Ladehammeren.
Denne Armées Marsch skede foregaaende Dage, igiennem Størdalen, langs Strinden, og lige indtil Bakke Bispegaard, tæt ved Byen, over Elven. Alt Cavalleriet marscherede foran, og studsede ved bemældte Bispegaard, hvor en Capitain Collin af de tronhiemske Dragoner havde lidt forud ved Smegrinden Forpost med 50 Heste, som ved Fiendens Ankomst retirerede straks ind i Byen.
Kanonerne, som vare plantede paa Batteriet udi et Bolværk neden for Bratørens Hovedvagt, og Batteriet paa Toldboden, noget ovenfor, spillede straks mellem det fiendtlige Cavallerie, men Kanonkuglerne kunde ei giøre stor Skade, formedelst en Banke, som laae lidt hidenfor Bispegaarden, at Stykkuglerne streifede udi samme, saa de næsten alle gik over Fienden, dog saa man nogle tumle af Hesten.
Fra Munkholmens Fæstning blev løsnet et Skud paa Fienden, en god Fierdiing miil over søen, men giorde ingen Skade. Christianssteens Fæstning skiød og nogle Skud, men den laae saa høit paa et Bierg, hvor Fienden holdt nedenunder, at de ingen betydelig Skade udvirkede.
Den udi Byelvens Munding liggende Hukkert skiød og nogle Skud, men uden Virkning, formedelst ovennevnte Banke.
Fiendens Infanteri blev staaende bag for Rønningen, en liden Distance fra Bispegaarden, og kom ikke frem at sees.
De fiendtlige Generaler besaae paa en liden Høide eller Bakke Stadens Situation og hele Besætning. Mod Aftenen trak de tilligemed det fiendtlige Cavalleri tilbage. Besætningen i Tronhiem og omliggende Fæstninger blev den hele Nat udi fuld Gevær paa deres Poster, men man fornam intet fiendtligt.
Den paafølgende Dag fik man Kundskab, at Fienden streifede i de omliggende Byer og Bøndernes Gaarde, og fouragerede Høe, Korn og Kreature, samt Madvare. Han lod de paafølgende Dage giøre Stormstiger færdige, som han lod sig forlyde med, at vilde løbe Storm paa Christianssteens Fæstning.
Herimod blev udi Byen tillavet 400 Baade, at være færdige, naar man fik Leilighed ved Nattetider at transportere Folk uden om Ladehammeren, at sætte dem i Land, for at giøre et Indfald bag paa Fienden, og overrumple ham, ifald han havde tenteret noget imod Christianssteen, men det kom ei dertil, at han torde vove nogen Storm.
Det var ei heller raadeligt, at vore Folk skulde giøre et particulair Udfald, saasom Fienden holdt sig saa vel tilsammen med sin Armée, og det frøs saa stærkt, at han kunde agere med Cavalleriet over Myrer og Moradser.
3 svenske ryttere red 15. november om natten ut i elven ved en ny anlagt ravelin for å undersøke dybden, men vendte om da forfatteren ropte på tysk; hvem der! Uten å løsne skudd, ble brigader Brochenhuus og obert Storm varslet. De kom selv og forhørte seg og forsterket vaktholdet.Forfatteren konstaterer at svenskene neppe hadde kunnet forsere elven som der var halvannen mann dyp, hvor strømmen var sterk og svenskene ville være under ild fra de norske styrkenes musketter.
Den 15 November om Natten Kl. 11 ankom 3 Svenske til Hest, at forsøge Byens Elv oppe i Mælene, ligefor den ny anlagte Ravelin, hvor jeg med 60 Mand havde min Post. Disse 3 Svenske red udi Elven ganske sagte, jeg blev dem straks vaer, lod mine Folk ganske stille og sagte lægge deres Geværer paa Brystværnet, udi fuld Anslag med opspændte Haner, dog saa hel duus og taus, at de det ei hørte, og da de kom midt ud i Elven, raabte jeg selv med frisk og høi Stemme: Wer da! da de øiensynlig vendte deres Heste om, og reed tilbage paa Landsiden hvor de kom fra, og som jeg ikke kunde see eller fornemme, at der skulde være flere end disse 3, vilde jeg ikke give Fyr paa dem, for ikke at bringe Besætningen udi Allarm, sendte en Underofficeer til Hr. Brigadeer Brochenhuus og Hr. Oberste Storm, som var nærved paa Kongsgaarden, og havde 1000 Mand hos sig til Piqvet, lod dem rapportere om det Passerede, at 3 Svenske havde redet i Elven, at forsøge dens Dybde, og at de behagentlig ville lade Piqveten være allart paa første Skud. Derpaa kom begge høibemældte Chefer til mig paa Posten, og videre erkyndigede sig om denne Omstændighed, og vare de velfornøiede, at jeg ikke gav Fyr paa disse 3 Svenske, saa at Besætningen ikke kom udi Allarm, hvilket om Nattetider kunde foraarsage farlige Conseqvenser allerhelst det var heel mørkt; men Piqveten rykkede straks ud og stod allart den hele Nat.
Hvad fordel de Svenske kunde have havt, at vilde sætte over Byens Elv paa dette eller et andet Sted, siden den paa den Aarstid var meget fuld af Vand, havde vist faldet meget slet ud; thi naar Forcen af Fienden havde kommet noget over Midten i Elven, var den allerede over halvanden Mands Høide af Dybde, og Strømmen gik saa stærk paa den Side til Byen eller Staden; desuden en høi Forpæling med samme Dybde udenfor, og desuden en dygtig Raveline, vel besat, 1000 Mand Piqvet strax til Succurs, foruden de 4 Esqvadroner af General Kruses Regiment, modige, føre og anseelige Officerer og Folk, som ikke langt derfra havde deres Post, om Fienden havde kommet nok saa stærk, og kommet først udi den løbende og dybe Strøm, og saa nær under Musketteriets Ild, saa at de, som vare saaledes komne udi Vandet, havde umulig beholdt Livet.
Fienden holdt streng disiplin mot tyveri og vold. De skyldige ble hengt.
En soldat som hadde slått i hjel en husmannskone, ble sendt med noen bønder til general Budde som kunne la ham henrette, men soldaten døde i fengsel.
Presten Peder Stork går i land på Strinda og tar svenske rytteres sadler og pistoler mm., mens de er ute etter forsyninger.
Fienden opholdt sig imidlertid paa Strinden og Klæboe, noget ovenfor, hvor han tog Korn og Fæ til Underholdning, men holdt der, som altid tilforn, skarp Disciplin over Tyveri og anden Voldsomhed, saa at de, som derfor bleve anklagede straks bleve ophængte, hvilket og med nogle skede i Schogn og Størdalen, der havde stiaalet fra Bønderne. Det Mærkeligste var, at en Soldat af et finlandsk Regiment havde slaget en Kone ihiel i en Huusmandsplads udi Hommelvigen, og bestiaalet Huset.
Den samme indsendte Hr. General Armfeldt med nogle af vore Bønder til Hr. General Budde, med Begiæring , at lade samme Karl henrette efter Fortieneste, men Karlen døde noget derefter i Fængsel. Udi samme Dage udgik Sr. Peder Stork med sin Skiærbaad, at observere Fiendens Postering ude paa Strinde Landet, Han fik at vide af vore Bønder, som kom til Søbredden, at de svenske Ryttere, som laae paa en Gaard straks ved Søen, vare ude at fouragere, og deres Sager laae paa Gaarden. Han sætter i Land, finder Sadler, Pistoler, Karabiner, Kapper og Kiedler, samme tager han med sig til Baads.
En af de svenske Ryttere laae syg udi Stuen, og som bad, at han vilde tage ham med; men Storch vilde ikke, sagde til ham, han kunde blive tilbage, og fortælle sine Kamerater, hvem som borttog deres Sager.
Mens 90 dragoner ledet av oberstløytnant Budde og kapteinløytnant Fritzner rekognoserte ved gården Syndland, ble de avskåret retretten av et regiment svenske ryttere ved en bro. Budde som ble tilbudt å la seg fange, slo seg med sine dragoner igjennom og kom over broen, men mistet en underoffiser og 7 dragoner.
Den 19de November blev Hr. Oberstlieutn. Budde, Capitainlieut. Fritzner og 90 Dragoner commanderet, alle af General Kruses Regiment, at recognossere, hvor Fienden skulde være, og som han kom en Fierdingmiil fra Tronhiem oppe ved Gaarden Syndland, og passerede der over en Broe, som ligger over Syndlandsdalen, og et godt Stykke bedre frem, bliver han vaer paa en Høide, at de svenske Ryttere jager med al Magt til bemældte Broe, for at skiære ham Passen af, hvilket de og med et Regiment Ryttere fuldførte, førend bemældte Oberstelieutn. kunde komme tilbage, og da han kom, fandt han dem udi fuld Postering, og havde skaaret ham Passen af, at han ingensteds kunde komme, derpaa raabte de Svenske straks, at de skulde give sig fangne, de skulde straks faae godt Qvarteer, med denne tappre Cavaller svarede: ”Jeg haver aldrig lært at give mig fangen, men vel at slaae”.
Og i samme Moment med sine Dragoner af fuld Courage med største Furie satte midt paa Fiendens Flanke, brød ned, hvad som for dem stod, og hug disse føre og stærke Folk med deres store Pallasker saaledes, at de giorde sig Plads, satte over Broen, og retirerede det bedste de kunde. De mistede udi Attaqven 1 Underofficeer og 7 Dragoner, hvoriblandt Underofficeren værgede sig retskaffent, førend han satte Livet til, af de andre 7 bleve 2 ihielstukne og 5 fangne.
Adjutant Bjerck som fikk hesten skutt under seg, redder seg med sine to pistoler fra en svensk offiser som løper etter ham med kården i hånden. De norske dragoner rir til Gløshaugen hvorpå svenskene trekker seg tilbake, når de blir beskutt av kanonene på Kristianssten festning.
Adjutant Bjerck blir møtt av en norsk hest uten rytter og rir inn i byen.
En Adjutant Bierck, som var med udi denne Attaqve, blev Hesten skudt under, dog kom han over Broen, førend Hesten styrtede død ned, han springer af, tager begge sine Pistoler, og løber straks skraas ad en steil Bakke, springer over en Gierdesgaard og retirerer sig ved siden af Veien. En Svensk Officeer bliver ham vaer, render af Trouppen lige efter Bierck med Kaarden i Haanden, denne spænder begge sine Pistoler, holder den ene for Officeren, og den anden for Hesten, taler ham uforfærdet til, han skulde kun komme nærmere, men Officeren vendte tilbage til sin Troup igien, som forfulgte vore Dragoner, hvilke med deres skjønne og stærke Heste salverede sig vel, indtil de kom paa Gløshougen, imod Christiansstens Fæstning, kanoneredes da strax fra samme paa Svensken, som trak sig tilbage. Bemældte Adjutant Bierck, som imedens løb nedenfor Vejen ved Elvbakken, seer en af vore Dragonheste, komme rendende uden Mand, gaaer Hesten imøde. Hesten bliver ham vaer, render lige til ham, og staar stille, hvorpaa han springer paa den, og som Adjutanten var Monsieur Holger Biercks Søn, og fød i Trondhiem, var han vel bekjændt i Egnen, tager sin Tour, for ikke at komme Fienden imøde, ned igjennem de saakallede Vollan, forbi Elsether, og kom efter ind i Byen.Oberst Meitzner døde av kolikk.
Den 21de Novbr. Døde Oberst Baltazar Meitzner af en stærk Kolik, en berømmelig og tapper Mand, som før er mældet.
Etter mange forsøk greide general la Barre med 1000 mann å komme over byelven på flåter og forfulgte de norske dragoner ledet av oberst Motzfeldt helt til Dovre. De norske troppene brente fjellstuene etter seg på Kongsvoll, Hjerkinn og Fokstua og slo leir i Gudbrandsdalen.
Den 24de Dito marscherede den fiendtlige Armée fra Strinden, hvor han fra den 12te tilforn havde opholdet sig der, og udi Klæboe Præstegiæld, fortsatte sin Marsch til Tillerbroen, saa og bedre hen til Leeren, Hr. Commerceraad Schiøllers Gaard, hvor han begyndte at bygge Tømmerflaader, som han vilde sætte over Elven, som løber fra Selboe, og ned igjennem til Trondhiem, og kaldes gemeenlig Byelven, eller efter gamle Tider Niederaae, men han blev af vore Dragoner, under Oberste Motsfeldts Commando, disputeret Overfarten, at 15 à 16 Mand maatte sætte Livet til.
Endelig søgte han paa alle optænkelige Maader at passere over Elven, men hvor han kom, faldt der ham altfor hedt, indtil han fik sine smaa Feldtstykker efter, og med dem begyndte at kanonere paa vore Dragoner, og gjorde dem stor Skade, saa de mistede mange døde og blesserede, og umulig længere kunde holde Stand, saa de bleve obligerede at forlade deres Post. Fienden forsømte sig ikke, ilede med sine Flaader at sætte over Elven sit Cavallerie og Infanterie.
De første satte, 1000 Mand stærk, under General la Barres Commando, efter vore Dragoner, og forfulgte dem op igiennem Guldalen, Støren og Opdahls Præstegiæld, da vore marscherede over Dovrefield, og opbrændte efter sig paa Fieldet Drivstuen, Kongsvolden, Jerken, og Folkestuen, med al Fourage, og tog deres Qvarteer i Guldbrandsdalen. Dette hindrede Fienden, at han ei vovede sig over Fieldet, for Mangel paa Fourage, men Cantonnerede i i Opdal med ovennævnte Folk.
Den 30te Dito døde Oberstlieutn. Dieterich, en meget brav og berømmelig Mand, som det 1ste tronhiemske Regiment ugierne mistede.5. desember skjøt noen bønder i Stjørdalen kaptein Långstrøm og 3 av hans 6 ryttere som skulle med post til Jemtland, og leverte postsekken til general Budde.
Den 2den December tog Lieutenant Mentzonie, af det aggershusiske Regiments 2den Bataillon en svensk Lieutenant Ørneberg med 3 Ryttere fangne, en af dem blev skudt udi Halsen, da han ei straks vilde give sig.
De bleve indbragte til Tronhiem, og vel medhandlede.
Den 5te Dito haver vore Bønder i Størdalen anfaldet Capt. Langstrøm af de Svenske, som med 6 Ryttere førte den svenske Post, som skulde til Jemteland. Samme Bønder skyder Capitainen og tre Ryttere død, de andre salverede sig med Flugten.
Postsækken var bag paa Hesten hos en af de nedskudte Ryttere, hvilken Bønderne bragte til Tronhiem, og blev overlevert General Budde. Derudi fandtes mange Breve, og et Kort, forfærdiget af de Svenske, saavidt de her udi Landet havde omstreifet.
Den svenske armé spredte seg over hele Sør-Trøndelag.
Den fiendtlige Armée bredede ud sig over for Tronhiem, saasom Meelhus, Ørkedalen, hele Guldalen opigiennem, Meldalen, Rennebo, Qvikne, Holtaalen og Opdal, og samme Steder tog sin Underholdning, dog med god Disciplin, continnerede der denne Maaned tilende.29. desember ble det kjent at Kong Karl 12. var skutt og drept 12. desember i Halden.
Den 29de December indløb Efterretning, at Kong Karl den 12te af Sverrig var for Friderikshald den 12 December Kl. 12 om Natten udi Aprochen ihielskudt.
Samme Nat retirerede den hele svenske Armée derfra, med Prindsen af Hessen Cassel og Fyrsten af Holsteen Gottorp, saa der om Morgenen ved Dagningen var ikke en eneste Fiende at see. Baron Gørtz blev og straks arresteret i Strømstad.
30. desember ble det skutt seierssalutt i Trondhjem.
Den 30de December skiød vi over denne Tidende Victoria udi Tronhiem. Begyndelsen skede fra Bratørens Hovedvagt, hvor det 1ste Tronhiemske Regiments venstre Fløi stod. Musketteriet først al Staden omkring, dernæst Kanonerne, først fra Bratørens og Toldbodens Batterier, dernæst Christianssteens Fæstning, alle Batterier rings om Byen, paa Skandseportens 2de Batterier, Orlogsskibene, og tilsidst paa Munkholmens Fæstning, og det 3de Gange, hvilken Victoria var saa fuldkommen, at den var meget berømmelig.
1. januar 1719 tok Major Emahaus en svensk post i Tydalen.3. januar overfalt løytnant Bever en svensk tropp på en gård i Melhus, skjøt 5 mann og tok resten av troppen til fange.
1719 den 1ste Januar bemægtigede sig Hr. Major Emahaus en svensk Post oppe i Tydalen, tog en Qvarteermester, som den skulde føre over til Jemteland, med 3 Ryttere fangne, og skiød nogle ihiel. Den 3die Dito anfaldt Lieutenant Bever af det 2det tronhiemske Regiment en svensk Lieutenant Baron Ulspar, som var posteret i Meelhus Sogn paa en Bondegaard, og det med saadan Hurtighed, at Lieutenant Ulsparre ikke engang kom ud af Stuen, men de gave adskillige Skud paa Hinanden giennem Vinduer og Dørre.
Endelig trængte Lieut. Bever ind igiennem Dørren, skiød en Underofficeer og 4 Gemene ihiel, tog Lieutenanten med 13 Mand fangne, og bragte dem til Tronhiem, uden noget Forliis eller Skade paa sine Folk.
9. januar var 3. Trondhjemske regiment opprettet ved nyinndeling av regimentene. Oberst von Myhlenfort fikk kommandoen over det nye regiment. Hvert kompani besto heretter av 100 mann. Soldatene ble tildelt «lægder» hvor hver legd sørget for to soldater. 1. og 3. regiment var oppsatt med hvert sitt skiløperkompani à 120 mann. 2. regiment hadde ingen skiløpere, da dette sognet til sjøsiden.
Den 9de Dito blev Delingen fuldbyrdet for det 3die nyoprettede tronhiemske Regiment, under Hr. Oberste von Myhlenforts Commando. Enhver Chef af dette nye Regiment bekom sine Soldater og Districter med Lægder tildeelt af de tvende andre tronhiemske Regimenter. Compagnierne ved alle 3 Regimenter bleve regulerede efter høi kongl. allernaadigst Befaling, herefter 100 Mand stærk,
hvorunder 2 Tømmermænd,
8 Grenaderer og
2 Fourierschytzer,
samt hvert Compagnidistrict bestaaende af 50 Lægder,
og i hver Lægd 2de Soldater.
Foruden disse 3 Infanteriregimenter, blev af de Lægder langs Grændserne til Fields, begyndende Norden fra Overhaldens Præstegiæld, Høland, og Gronge Sogne, 15 Lægder, hvori 30 Mand,
Sneaasens Præstegiæld, ligesaa den øverste Part til Fields, 15 Lægder, 20 Mand,
Aangdalen 8 Lægder, 16 Mand,
Værdalen til Fieldsiden 7 Lægder, 14 Mand,
Schogn til Fieldsiden 6 Lægder, 12 Mand,
Størdalen, Merager og Floren 10 Lægder, 20 Mand,
tilsammen 120 Mand Skieløbere, udi det 1ste tronhiemske Regiments District, hvilket Compagnie blev anfortroet Hr. Major Emahaus, som Chef for Skieløberne.
Det 2det Compagnie Skieløbere blev reguleret udi det 3die tronhiemske Regiments District, saasom udi Selbo, Holtaalen, og Singsaas, alle ved Fieldsiden liggende 60 Lægder med 120 Mand,
hvilket Compagnie blevanfortroet Capt. Hals.
Ved det 2det tronhiemske Regiment kunde ingen Skiløbere oprettes saasom samme Districter ligge de fleste til Søsiden, og ingen til Grændserne.
Major Emahaus rapporterte at fienden marsjerte til fjelds over Bokhammeren med baktroppen øverst i Tydalen.
Den 19de Januar indsendte Hr. Major Emahaus en Expresse til Hr. General Budde, med Rapport, at den fiendtlige Armée var udi fuld Marsch, tagende sin Tour over Bokhammeren lige til Fields, og hans Arriergarde var øverst i Tydalen.
To dager før brente fienden Skogn skanse, sprengte kanonene og auksjonerte bort korn og husdyr.
Tvende Dage tilforn brændte Fienden Schognes Skandse, sprængte alle Stykkerne, solgte paa offentlig Aiction til omkringboende Bønder alt af dem indsamlet Korn, Kreature, med alle Sager, for en billig Priis.På hjemmarsjen ble fienden overfalt av uvær. De norske patruljer fant her og der hele bataljoner av ihjelfrosne soldater som hadde brent opp geværskjeftene for å varme seg.
General Zøge ble funnet ihjelfrosset og hans forgylte kårde og brev han hadde på seg ble levert til general Budde. En annen ihjelfrosset offiser ble funnet med sin levende hund som ikke ville forlate sin herre, slik at den døde noen dager senere.
5 norske dragoner som ble tatt ved Syndlands bro fikk friheten, da general Armfeldt ikke så noen redning for seg eller sine folk. De takket og dro til Tydalen og siden til Trondhjem og fortalte at de var godt behandlet og beholdt også sine penger.
Herpaa indløb Kundskab om, at Fienden paa sin hiemmarsch over Fieldet til Jemteland overfaldtes paa Fieldet af et forskrækkeligt Uveir av Sneefog og allerstærkeste Kulde, saa de bleve ganske forvildede, og kunde ikke see eller vide, hvor de skulde hen. Der blev siden funden af vore Patrouiller her og der i Fielddalene af de Svenske hele Batailloner, som laae ihielfrosne paa hinanden, og havde opbrændt Skiæfterne af deres Geværer, for at varme sig derved, men dette kunde lidet hielpe dem udi saadan Sneefog og alt for stor Kulde.
Generalmajor Zøge blev funden ihielfrossen, hans Kaarde og hos sig havende Breve bleve indbragt til Hr. General Budde.
Kaarden var af fuldkommen svensk Facon, stærk forgyldt.
Der blev og fundet en anden Officeer ihielfrosset, og hans store Hund laae paa hans Bryst, og levede endda, hvilken ikke vilde forlate sin Herre, omenskiøndt vore Folk lokkede eller kaldte paa den, men efter nogle Dage blev fundet død paa sin Herre.
Det mærkeligste var, at da dette haarde Veir overfaldt den svenske Armée paa Fieldet, havde de hos sig af vore ved Syndlands Broe fangne, hvorom tilforn er mældet, 5 Dragoner af Hr. General Kruses Regiment. Samme lader General Armfeldt komme for sig, og siger til dem, han seer ingen Redning for sig eller sine Folk, kunde de redde eller bierge deres Liv tilbage fra Fieldet, var det dem tilladt, til deres Frihed, hvilket de med Glæde og Tak imodtog, fortsatte deres Tour tilbage til Tydalen, og siden til Tronhiem, hvor de selv for mig og Andre fortalte dette dem passerede, og kunde de ikke andet sige om de Svenske, end de vare skikkelige imod dem i alle Tilfælde, saa de fik fornøden Underholdning.
Da de bleve fangne ved Syndlands Broe, bleve de af de Svenske meget vel begegnede, beholdt al deres Mundering paa Kroppen, men og deres paa sig havende Penge, som mest var udi Slettedalere, og var ikke saa lidet, siden de søndenfieldske Dragoner ere af de rigeste Bøndersønner.
Svenskerne vilde ved dette ikke lade see mindre Raisonnabilitet, end som vore Officerer udviste imod de Svenske, vi bekom fangne paa Ytterøen, hvorom de af samme fangne Officerer har faaet Underretning, hvor honet og vel de bleve hos os begegnede.
I slutten av januar dro de søndenfjeldske dragoner hjem. De nordenfjeldske kompanier ble også sendt hjem. Det siste var kaptein Iver Lunds som bare hadde to døde og var like gode som vervede soldater til å ta vare på seg under store anstrengelser og dårlig innkvartering.
Ultimo Januar marscherede de søndenfieldske her i Trondhiem værende Dragoner igien over Dovrefield til deres Districter. Ligeledes bleve de nærmestliggende Districters Compagnier af alle 3 trondhiemske Regimenter hjemforlovede til deres Lægder, og de øvrige efterhaanden; det sidste Compagnie var Capitain Iver Lunds, det allernordligste og sidste Compagnie, thi Norden for det nummedahlske Fogderie er ingen Soldater mere.
Den 4de Martii passerede dette Compagnie Mynstring for Hr. General Budde og Stiftamtmanden von Ahnen, og havde ei mere end 2de døde.
Det havde stedse udi Krigens Tid ligget ude paa Posteringer, og vare vante, ligesom gevorbne Folk, paa den rette Maade at holde Oeconomie, hvilket conserverede den udi disse Tider, da Travaillen var stærk, og Indqvarteringen i Byen var slet.
Andre kompanier hadde mye sykdom med opptil 30-40 døde, 1500 mann i alt i Trondhjem. De norske soldater, bondesønner, var ikke vant til «Commisbrød», men flatbrød. Soldatene spiste og drakk godt og sov 12 timer eller mer, ofte uten å ta av seg klærne og tørke dem. Forfatteren har merket seg at unge soldater ute og hjemme blir makelige så utøy og svakhet gir skjørbuk og død.
Ved andre Compagnier af alle Regimenter var under dem en stor Sygdom, saa endeel havde 30 à 40 Døde, og efter den Beretning jeg hørte tale om, skulde der være død i Trondhiem af de Militaire, hvorunder Landdragoner og Mandhuusinge, 1500 Mand; Aarsagen til dette var, at de norske Soldater, som alle ere indfødte Bøndersønner, ere ikke vante til Commisbrød, men til Fladbrød, bagt af Havremeel. Da de nu fik dette Commisbrød at spise, som sandelig var meget godt bagt, saa vi ikke havde det bedre i den allierede Tieneste , spiste de gemeenlig salt Sild og fersk Sild, drak saa derpaaa, hvad de havde som Øl, Blande, suur Melk eller Vand, og naar de havde spist stærkt, og taget saa en fuldkommen Drik derpaa, lagde de sig strax derpaa at sove en 12 Timer, mere og ikke mindre, ja somme, naar de ikke vare paa Vagt, Nat og Dag igiennem, uden at trække sig af Klæderne, som er den største Fordærv for en Soldat, at han ligger udi alle sine Klæder, og ikke om Aftenen trækker sig af, og tørrer det, som vaade er, at han om Morgenen kan have alting tørt at paaklæde sig, hvilket jeg noksom her, som udenlands, har mærket med de unge Soldater, som gierne i Førstningen giver sig til Magelighed, saa at Utøi og Svaghed strax begynder at angribe dem, og foraarsager Skiørbug og manges Død.
Forfatteren går i rette med de siviles klage over offiserene som ikke kunne slå svenskene ihjel.I de større nasjoner var innbyggerne innforstått med at den mindre makt måtte vike for den større.Den svenske hær var ledet av erfarne generaler, offiserer og soldater med lang krigstjeneste bak seg og de møtte en underlegen norsk styrke.
Jeg kan ikke undlade at mælde noget om de adskillige Raisonnements, som var iblandt Indvaanerne udi denne fiendlige Allarm, og især da Fienden faldt ind ved Steene Skandse, og havde jaget vor Postering derfra, hvor da Endeel sagde: ”vi har slette Officerer, som ikke kan slaae Svensken! De passer ikke paa ham, og lader ham komme ind i Landet; i gamle Dage sloge Bønderne ham ihiel, nu kan ikke Krigsfolkene gjøre det.” Andre hørte man og sige, da vore Tropper vare indkomne til Trondhiem, og den svenske Armée var kommet til Størdalen: ”hvorfor gaaer nu ikke vore Officerer og Soldater ud og slaaer Svensken ihjel?
Nei, de har nu ikke Hjerte, som udi gamle Dage. Gud give, at Olger Danske, Roland eller Stærkodder havde levet: de vare Karle, som kunde hugge ihjel for Fode.
Havde Ole Rasmussen været oppe paa Steene Skandse, der er en stærk Mand, han, som kan løfte et Skibsanker og en stor Bjelke, og de havde givet ham Commando, og et stort Slagsværd, han havde været god for at hugge om sig, og slaae Svensken ihjel!” og mere saadanne latterlige Raisonnements, man maatte høre af saadanne Folk, som ville være vittige, som de vel vare, undtagen i Krigsaffairer, deri vare de meget slette af Forstand, og saa ubillig af Sentiments, som jeg iblandt saa mange Nationer udenlands, i al den Tid, jeg var der, aldrig hørte.
De Allierede sloge de Franske Aar efter efter andet, og tog deres skiønne og faste Stæder fra dem. Dog hørte man ikke andet af Indbyggerne, end de sagde: ”De arme Franske har ingen Magt nu at modstaa de Tyske!” Dette Folk betragtede den sande Beskaffenhed, at den mindre Magt maa vige for den stærkere; men dette fandtes ikke hos os, de havde herudi ikke mindste Eftertanke om Fiendens Magt, enten han var 1000 eller 12000, ikke heller betænkte de, at vore Tropper bestode ikkun i Førstningen af 2 Regimenter Infanterie og 5 Compagnier Dragoner, saa at herudi var en stor Difference.
At den ankommende Fiende som med en samlet Armée af 12000 Mand, anført af en General, som udi mange Aar tilforn havde ført Commandoen i Finland, og desuden havde under sig en Generallieutenant, 3 Generalmajorer, Officerer og Soldater, som udi langsommelig Tid havde fulgt Krigen, vel erfarne og hærdede til Campagne, indbrød paa et Sted, hvor omtrent 4 à 500 Mand vare hensatte og posterede, og de øvrige langs Grændserne og andre Stæder henkommanderede, iligemaade at observee Fiendens Indfald.
Talen ble en annen da byens innbyggere fikk se fiendens kavalleri ved Bakke bispegård, 4000 mann sterke, og 8000 infanterister de ikke så.Da de så at de norske styrker laget 200 båter med årer, men uten seil, for å kunne ilandsette tropper ved Ladehammeren og Strinda, het det at de militære ville rømme i båtene og la byen i stikken. Dette var en falsk innbildning, da generalen var rettskaffen og ikke ville gi opp byen ved første, andre eller tredje fiendtlige storm. Dessuten hadde han tre regimenter infanteri, 9 kompanier kavalleri, rikelige forsyninger av alle slag og fri adgang til sjøen. Byen var utstyrt med kanoner, kuler og krutt. Dessuten var byen omgitt av en elv på 3 sider og alle hus i forstedene på Bakklandet og i Ila var revet ned. Fienden måtte altså angripe byen over land, for på sjøsiden lå armerte fartøy.
Men siden bleve Øinene oplukkede hos disse raisonnerende Gemytter, da de saae Fiendens stærke Cavallerie, 4000 Mand, rykke tæt ind til Trondhiem ved Bakke Bispegaard, og man saae ingen Ende paa dem, foruden 8000 Mand Infanterie, som de ikke fik at see. Disse ryttere udviste sig af stor Hurtighed og Courage, hvilket foraarsagede en stor Alteration hos dem, saa at de forrige Talemaader forsvandt, og man istæden hørte at paakalde den store Gud med disse Ord: ”vor egen Magt er intet værd, vi ere snart overvundne, vil Gud ikke stride for os, saa komme vi udi Fiendens vold”.
Herpaa gaves da Leilighed at erindre dem deres forrige slette Talemaader om vore Officerers Courage, hvorpaa de selv maatte tilstaae deres Ufuldkommenhed. – Nogen Tid derefter udlod de sig med et andet Raisonnement, da de fik at see, der blev tillavet 200 Baade, ikkun med Aarer og Roer, og ikke Master og Seil. Disse Baade skulde bruges til at sætte Folk udi Land ved Ladehammeren, Nybryggen, og bedre ind paa Strinden, ligesom Leiligheden gaves, i Fald at Fienden havde foretaget sig en formelig Beleiring, enten for Tronhiem eller Christianssteen, at man da af Staden først havde giort Finter, ligesom at giøre et Udfald over Byens Broe, for at forføre Fienden at passe paa samme, og imidlertid den ordinerede Commando at stige i Baadene, og roe omkring til de Stæder, som oven mældt er, der at sætte i Land, og falde ha ind paa Ryggen i hans Approcher eller Løbegrave, og tilføie ham Allarm og Skade.
Over denne Foranstaltning med Baadene meente de strax, at vor Militie vilde om Nattetider forlade Tronhiem, og begive sig paa disse Baade, og reise anden Steds i Sikkerhed, hvilke Baade ei vare større, end 12 à 16 Mand kunde rummes paa hver, og at man udi en Hast kunde roe med dem, og vel flyde i Land, uden at blive vaade, eller bedærve Ammunition. Dette var da af dem en falsk Indbildning, som tildeels blev bestyrket af endeel Militaire, som ei havde stor Conduite i Krigsaffairer.
Vi havde saa retskaffen en Mand til General, som ikke med første, anden eller tredie Storm havde forladt Tronhiem, allerhelst han havde 3 Regimenter, Infanterie, og 9 Compagnier Cavallerie til Besætning, og ingen Mangel paa Proviant, alle slags Levnetsmidler, Penge, og daglig Forfriskning, en fri Søfart, og Tilførsel daglig af Slagteqvæg, fersk Fisk, fersk Sild i Overflødighed, med andre Madvarer.
Byens Borgerskab var rigelig Forsynet for den hele Vinter i deres Huusholdning, Vertshusene og Herbergene havde Vine, fransk og andet Brændevin, samt skiønt Øl af alle Slags udi Mangfoldighed, Stadens Fortification var overalt, hvor fornødigedes, sat i forsvarlig Stand, Batterier allevegne anlagde, med Kanoner besatte, Krudt og Kugler udi Magasinet fuldt op, saa der ikke havdes Mangel paa nogen Ting.
Herforuden var Byens Elv af den Beskaffenhed, at den meest omringer Byen efter dens naturlige Løb, samt er bred, dyb, og har en stærk Strøm, og efter at den begyndte at fryse noget øverst mod Byen, blev den strax iiset, som Strømmen flux drev bort, hvilket var en god Formuur, ikke let at komme over, naar den inden i Byen var besat, og med Krigsfolk forsynet, som da ikke fattedes.
I Forstæderne, som Baklandet og Ihlen, vare alle Husene nedrevne til Grunden, og Tømmer og Planker indbragt i Byen til Fornødenhed, saa Fienden paa ingen Maade kunde komme over Elven uden med store Tømmerflaader at sætte over, hvortil behøvedes store Træer, som han med stor Møie og end længere Vei maatte frembringes, thi til Søes blev det vel forbudet af vore armerede Fartøier at faae noget.
Saadanne Flaader skulde ogsaa paa Vandet i Byens Elv sammenbygges, og dertil maatte Tid, om de skulde blive stærke nok at sætte over med, og det ligeoverfor Besætningen, hvilket vel ikke havde været saa complaisant, at lade de Svenske saaledes have deres Villie, midt for deres Øine, at forfærdige slige Ting, som til Oversætning over en Elv behøvedes, men saaledes af vore Kanoner, med Skraasække beladne, Musqvetteriet med en Paskugle og 5 Rendkugler, oversendt ham Dødens Sendebud, at han dette Foretagende vel maatte qvittere.
Tilmed var enhver næst Generalen høistretskafne Stabsofficerer, vel vidende at forsvare og forholde sig i en Fæstning, og ikke ved første, anden eller tredie Storm tilraadt nogen Overgivelse, eller forladt Byen, thi de vidste heel vel deres Eed, Pligt og tilbørlige Troskab.Svenskene kunne heller ikke oppnå noe på annen måte enn med tømmerflåter og storm, da han ikke fikk med seg kanoner og mørsere.
Svensken kunde heller ikke paa anden Maade, end med Tømmerflaader og Storm, tentere noget, eftersom han ikke kunde føre eller faae efter sig Kanoner og Mørsere, saa vi havde ikke at frygte for Kanonering og Bombardering, saa dette forommældte Raisonnement og Præsumtion var uden Grund og Raison.
Johan Wilhelm Klüver,
tilsidst Capitain over det fosneske Compagnie
i Nummedahl Fogderie.